Tore Leifer, cand.mag. (og med diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i hørelære, kor- og ensembleledelse), studievært på Kulturen på P1

Der kan synes langt fra Bachs evangelister og Schuberts selvmordstruede ungersvende til vovede kabareter om køn og kønssygdomme, krig og kærlighed, besættelse og befrielse. Men Mads Elung-Jensen er som sanger i bund og grund en historiefortæller. En storyteller, som den gamle baronesse Blixen ville have sagt.
Mads fortæller historier, når han synger Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise, når han tager os med fra den lysende forelskelse til sammenbruddet og selvmordet, ned i bækkens lokkende, lindrende vand eller langt ud i vinterens sne og ensomhed.
Mads fortæller den – for nogle – største og ultimative historie, når han fejrer Jesu fødsel i Juleoratoriet eller tager os ved hånden gennem selvsammes lidelse og død i Johannespassionen og Matthæuspassionen.
Han fortæller historier, når han synger Benjamin Brittens elegante folkesange om dræbte skotske jarler og myrdede skoledrenge.
Og med sine kabaretforestillinger laver Mads historierne selv, væver den nære og den store historie sammen i sin helt egen blanding af Edith Piaf-sange, Comedian Harmonists, Marlene Dietrich, Brecht og Weill for at fortælle om bl.a. det gnistrende erotiske liv fuldt af sex, stoffer og mangfoldige køn i 1920’ernes babyloniske Berlin.
Han skriver nye tekster på både tysk og dansk, oversætter frem og tilbage fra både fransk, tysk og dansk, slynger om sig med raffinerede rim og skarpe pointer. Mads er en meget intelligent sanger og en stor sproglig begavelse – han taler ikke færre end syv sprog – med en glubende stor appetit på livet i alle dets mangfoldige facetter.

Og når jeg er på fornavn med den farverige tenor og kabaret-artist, er det fordi jeg har kendt Mads siden 1984, hvor vi begge begyndte at studere musikvidenskab på Københavns Universitet.
Egentlig så vi hinanden lidt mistroisk an i nogle måneder – hvem var dog den evigt syngende og larmende fyr? – men så blev vi venner og kastede os over node efter node, partitur efter partitur, med mig selv på begejstret bladspillende klaver og Mads med dødsforagt og umådelig selvtillid.
Tre år senere rykkede vi begge videre fra universitetet til Musikkonservatoriet, hvor flere af vores medstuderende mente, at vi med vores – dengang – gnistrende mørke hår og tindrende blå øjne måtte være brødre. Det var vi nu ikke, men vi har været venner siden dengang, med skiftende intensitet, og har haft den glæde i de seneste år at lave en række koncerter sammen, hvor vi har kunnet blande musikken og sangteksterne med en ledsagende fortælling. Koncerter med fortæller.

Vort svage mod hed vores koncertrække om kunstnerens og det enkelte menneskes ansvar, stillet over for diktatur og krig. Stærke tekster af Gustaf Munch-Petersen, Tom Kristensen, Bertolt Brecht og Paul Celan – med intens, indlevet, af og til ligefrem vanskelig og voldsom musik af Peter Bruun, Alexander Muno og Aribert Reimann (hovedværket Engführung). Koncerter som vi opførte i København (bl.a. i LiteraturHaus), Roskilde, Helsingør, Aarhus, Køge, på Bornholms Kunstmuseum og på Den Danske Ambassade i Berlin.
Winterreise møder Hungerhjerte hedder vores koncertrække sammen med forfatteren Karen Fastrup, hvor Schuberts vinterrejse spejles i sammenbruddet og borderline-psykosen i Karen Fastrups gribende roman. Koncerter, vi har opført i LiteraturHaus, og som vi – hvis det berømte virus SARS-CoV-2 tillader det – bl.a. skal opføre på ambassaden i Berlin.
Enivrez-vous! – Berus jer! hedder vores kommende koncertrække med franske og danske digtere, Baudelaire, Verlaine, Rimbaud og Emil Aarestrup, med musik af bl.a. Fauré, Debussy, Ravel, Poulenc, Heise og Lange-Müller – og helt nye værker (uropførelser) skrevet til lejligheden af komponister fra både Frankrig og Danmark.
Endnu et eksempel på, at musikken og sangen for Mads simpelthen er historiefortælling. Uanset hvor enkel og indsmigrende, eller hvor vanskelig og krævende, musikken er – Mads finder historien i den og får den fortalt, så publikum sidder yderst på stolen og hænger ved hans læber.

Mads Elung-Jensen er født i 1965 i Vissing ved Hadsten og vokset op i det smukke Østjylland, hvor han sang og trallede allerede som barn og som kirkesanger i gymnasietiden i Randers.
Han og jeg blev (som det fremgår ovenfor) optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1987. Herfra tog Mads i 1993 musikpædagogisk diplomeksamen og debuterede 1995 fra solistklassen, uddannet af docent Bodil Gümoes.
En skelsættende begivenhed var for Mads mødet med den schweiziske tenor Ernst Haefliger. Mads deltog i seks år i Haefligers mesterkurser i Zürich og modtog privatundervisning hos ham i München og Davos. Med ham studerede han evangelistpartierne i Bachs passioner, de store sangcykler af Schubert og Schumann og de klassiske tenorroller i Mozarts operaer.
I studieårene sang Mads Elung-Jensen bl.a. i Radiokoret. Her blev han opdaget af kormesteren, professor Uwe Gronostay, og inviteret til Berlin, hvor han i 1992 havde sin tyske debut som tenorsolist i Mozarts Requiem i Berliner Philharmonien.

Mads Elung-Jensen fungerede 1990-94 som Louise Lerche-Lerchenborgs assistent ved Lerchenborg Musikdage. Møderne med både danske og udenlandske komponister vakte hans interesse for den ny kompositionsmusik og for det tætte samarbejde med hver enkelt komponist, og Mads har siden uropført talrige værker.
En tråd tilbage til studierne hos Haefliger blev trukket, da Mads i 2011 i De Nordiske Ambassader i Berlin sang Aribert Reimanns store kantate Engführung akkompagneret af professor Axel Bauni.
Aribert Reimann skriver: ”Siden Ernst Haefliger, der uropførte denne cyklus i 1968, har jeg ikke hørt værket så fuldendt, så bevægende i udtrykket og rørende i klangen, og så rystende i formen. For mig var det en stor, uforglemmelig oplevelse.”

Ud over sit repertoire af klassisk og moderne kompositionsmusik har Mads bl.a. sunget tangoer og turneret i Argentina med Storstrøms Kammerensemble i 1999, og så plejer han ivrigt sin barndoms forkærlighed for kabaretmusikken. Mads dannede i 2004 ensemblet Kopenhagen Kabarett og skrev tre forestillinger til gruppen. Igennem talrige optrædener såvel som radio-, TV- og CD-optagelser blev Kopenhagen Kabarett i vide kredse i Danmark til et begreb, et smukt nyt udtryk for den bedste Berliner kabarettradition fra de gyldne 20’ere.
Kopenhagen Kabarett optrådte for første gang i det dengang nyåbnede LiteraturHaus, som siden har været en fast base for Mads’ optrædener i København. Her fejrer han også sin 25. jubilæumsdag for debuten fra solistklassen med premiere på sin nye kabaret Glemmer du? den 3. november 2020.
Han har også lavet kabareter som Ein bißchen Leichtsinn, Besat, ButtStuff og Kann denn Liebe Sünde sein?, ligesom han synger smægtende kærlighedssange med kvartetten Die Goldvögel i Berlin, hvor han har boet siden 2009.

Et særligt anliggende for Mads Elung-Jensen er den musik, der kan give os trøst og støtte i livets mørke stunder.
I 2012 var han inviteret som solist ved verdensfredsdagsmessen i Kölner Dom. Dette udvirkede i første omgang et samarbejde med domorganisten i Köln og med lederen af det tyske forsvars katolske sjælesorgstjeneste om musik til trøst, Musik zum Trost in Trauer.
Senere har Mads videreført dette smukke arbejde ved seks årlige sommerkoncerter i kapellet på Friedrichswerderscher Friedhof i Kreuzberg. For musikkens historier kan også lindre og trøste – ligesom de kan ruske i os, i vores kønsorganer og lattermuskler, når Mads slår sig løs som historiefortæller.